Gullaschsuppe med bladselleri og citrusfrugter

(3 vurderinger) Min vurdering: 0

Gullaschsuppe med bladselleri og citrusfrugter

  • 25 min.
  • 4 personer

Ingredienser

  • 1 pk. Mou Gullaschsuppe, 1000 g
  • 2 stængler blegselleri
  • 6 blandede citrusfrugter, f.eks. blodgrape og appelsin
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk. akaciehonning
  • 1 tsk. grofthakket timian
  • Friskkværnet salt og peber
Print opskrift

Fyldig gullaschsuppe med frisk og syrlig citrussalat

Her får du inspiration til en spændende variation af vores Mou Gullaschsuppe. Selve gullaschsuppen laver vi med udgangspunkt i den dejlige, krydrede suppe, som er lavet på en kraftig oksefond, og derefter tilsat godt med tomater og naturligvis det ungarske nationalkrydderi, paprika. Endelig runder vi af med et lækkert og mættende fyld af kogt oksekød, løg, kartoffeltern, peberfrugt og champignon.

Nu bliver det din tur til at sætte dit eget præg på suppen, og det kan du gøre med en lækker citrussalat. De saftige citrusfileter er nemlig en skøn og syrlig kontrast til den varme, krydrede suppe.

Gullaschsuppe er et sikkert hit om vinteren, hvor man kan trænge til noget ekstra varmt og fyldigt, når det rusker udenfor. Og så er det så heldigt, at netop alle de lækre citrusfrugter, som for eksempel blodgrape og appelsin, er i sæson hen på vinteren. Derfor er denne kombination et super match, som nok skal blive godt modtaget hos suppeelskere i alle aldre.

Velbekomme!


Sådan tilbereder du retten

  1. Åben pakken med Mou Gullaschsuppe, og læg den frosne suppe i en gryde. Sæt gryden over medium varme, og varm suppe op til kogepunktet under jævnlig omrøring.
  2. Skyl de to stængler bladselleri, og skær den nederste centimeter af (den kan være meget grov). Snit stænglerne fint, for eksempel ved at skære dem tyndt på skrå.
  3. Skyl citrusfrugterne, og skær skrællen af dem ved at lade en skarp kniv glide mellem skallen og frugtkødet i baner. Sørg for at fjerne de hvide hinder, når du skærer.
  4. Skær forsigtigt citrusfileterne fri fra lamellerne, som er de gennemsigtige hinder, der skiller citrusbådene fra hinanden.
  5. Pil hvidløg og hak det helt fint med en kniv, eller riv det på et rivejern.
  6. Vend citrusfileterne med bladselleri, hvidløg, akaciehonning og timian, og smag til med salt og peber, Smagen skal være dejligt afbalanceret syrlig, sød og lidt salt.
  7. Fordel suppen i fire skåle og læg et par skefulde citrussalat oven i hver skål. Server resten af salaten ved siden af, så hver spisende selv kan tage mere.
  8. Server straks den varme suppe med citrussalat.

Velbekomme!


Tips

  • Denne suppe vil smage rigtig dejligt med et stykke brød til. Må vi anbefale vores gode suppebrød, som du kan forberede lang tid i forvejen? I opskriften giver vi også en masse idéer til, hvordan du kan variere brødet, så det passer til din suppe. Hvis du er frisk på at gå hele vejen med citrussmagen til gullaschsuppen, kan du prøve at krydre dit brød med citronpeber.
  • Alle supper bliver endnu mere fristende at se på, hvis de får lidt grønt på toppen. I denne opskrift kan du tage nogle af de inderste fine blade på blegselleri-stilkene, og hakke dem til et fint, lysegrønt og aromatisk drys, der passer godt til den krydrede suppe.
  • Prøv at smage suppen til med hvidtøl og muskat for en ekstra rund og fyldig smag.

Vidste du…?

  • …at gullasch er en autentisk suppe fra Ungarn, der regnes som landets nationalret? Gullasch er karakteriseret ved sit indhold af blandt andet tomat, oksekød, paprika og tomat.
  • …at Mou Gullaschsuppe stadig produceres i Esbjerg på den lokation, som Vera og Sigurd Mou i sin tid fik bygget, da successen gjorde deres slagterforretning for trang? Læs mere om Mou-eventyret her og se de hyggelige film, hvor Vera Mou fortæller historien om Mou.