Gammeldags hønsekødssuppe med urter

(1 vurderinger) Min vurdering: 0

Gammeldags hønsekødssuppe med urter

  • 2 t. 30 min.
  • 4 personer

Ingredienser

  • 1 hel suppehøne
  • 2,5 liter vand
  • 3 gulerødder i grove stykker
  • 2 porrer i grove stykker
  • 2 håndfulde toppe fra knoldselleri eller bladselleri
  • 1 håndfuld persillekviste
  • 1 lille bdt. frisk timian
  • 3 laurbærblade
  • 15 sorte peberkorn
  • 2 tsk. salt
Suppefyld
  • 200 g tern af gulerødder
  • 200 g tern af knoldselleri
  • 200 g porrer i ringe
  • 400 g kød- og melboller
Topping
  • Hakket persille
Tilbehør
  • Flutes
Print opskrift

Hønsekødssuppe kogt på en hel suppehøne

Hjemmelavet hønsekødssuppe er en gammel favorit, der både kan serveres som forret, skrub-af-mad eller et varmt hverdagsmåltid.

Til en god gammeldags hønsekødssuppe skal du bruge en suppehøne, som koges hel sammen med grøntsager og friske krydderurter. Du kan med fordel binde de friske krydderurter sammen med snor i en suppevisk (også kaldet bouquet garni), som du nemt kan fiske op, når suppen har kogt færdig. Prøv vores opskrift på hønsekødssuppe fra bunden, og få inspiration til lækkert fyld.

 


Sådan tilbereder du retten

  • Kom suppehønen i en stor gryde, hæld koldt vand på til det dækker (cirka 2,5 liter), og lad det koge op. Skum suppen undervejs med en ske eller si - dette gøres særligt ofte i starten.
  • Tilføj de skyllede og snittede grøntsager, urter og krydderier i gryden.
  • Lad hønsekødssuppen koge under låg i 2,5 timer.
  • Sigt suppen over i en anden gryde - gem endelig den kogte suppehøne, der kan bruges i andre retter – Få flere idéer nedenfor.
  • Smag suppen til med ekstra salt, hvis nødvendigt.
  • Varm hønsekødssuppen op i en gryde, kom gulerødder, knoldselleri og porrer i suppen, og lad det småkoge i ca. 10 min., til grøntsagerne er møre.
  • Kom kød- og melboller i suppen lige inden servering.
  • Servér dejlig varm med drys af hakket persille og flutes til.
  • Velbekomme!

 


Tips

Brug hønsekødet i flere måltider

Når suppen har kogt med den hele høne i, vil der være masser af mørt hønsekød, som du kan bruge til andre retter. Det er oplagt at bruge som tarteletfyld, men du kan også putte det i en thaisuppe, karrysuppe, sandwiches, salater eller serverer det sammen med ris og grøntsager.

Få flere opskrifter med hønsekødssuppe

 

Fyld til hønsekødssuppe

Du kan næsten ikke sige hønsekødssuppe uden også at sige kød- og melboller. Det er klassisk fyld, der smager godt sammen med grøntsagstern af gulerødder, selleri og eventuelt porre som i opskriften her. Tilføj også gerne friske krydderurter som persille på toppen for et friskt, grønt pust. Med et sprødt baguette ved siden af, er du sikret et aftensmadshit for hele familien.

Vil du prøve noget nyt fyld til hønsekødssuppen, kan vi varmt anbefale at servere den med risnudler, kylling og grønkål eller som en løvestikkesuppe med blandede salater.

 

Prøv vores nemme hønsekødssuppe

Skal aftensmaden være nem uden at gå på kompromis med smagen af et hjemmelavet måltid? Så prøv den færdige hønsekødssuppe fra Mou. Vi har kogt suppe siden 1960’erne og værner stadig om de gode gamle suppetraditioner. Derfor er vores hønsekødssuppe også lavet på gammeldags manér: kogt i 8 timer på hele høns, oksekraftben og suppeurter.

Vil du gøre lidt ekstra ud af suppen, har vi masser af idéer til fyld, topping og lækre smage.

Se alle vores suppeopskrifter