Gulerodsuppemed mandler og varme krydderier

(3 vurderinger) Min vurdering: 0

Gulerodsuppemed mandler og varme krydderier

  • 30 min.
  • 4 personer

Ingredienser

  • 1 pakke Mou Oksekødsuppe, 1000 g
  • 25 g smør
  • 16 mandler
  • 1 spsk. spidskommen
  • 3 fed hvidløg
  • 0,5 kg gulerødder
  • 50 g ingefær
  • 0,5 chili
  • Evt. lime
Print opskrift

Fyldig og krydret gulerodssuppe 

Der er rigtig meget godt at sige om den skønne gulerod: den orange farve lyser op i enhver ret, den fås året rundt, og så koster den ikke alverden. Men frem for alt smager den søde, knasende rod skønt. Også her, hvor den forenes med varme krydderier som chili og ingefær i en lækker, cremet gulerodssuppe. Det er en dejlig vintersuppe, som vi her topper med en god skefuld mandler, der er ristet sprøde i smør med spidskommen og hvidløg.

Suppen bygger på vores Mou Oksekødsuppe, som er kogt på oksekraftben og okseskanker i hele otte timer. Det giver en dejlig, fyldig suppe med en dyb smag.

Velbekomme!


Sådan tilbereder du retten

  1. Åben pakken med Mou Oksekødssuppe og læg den frosne suppe i en gryde. Sæt gryden over blusset på medium varme og varm den op til kogepunktet.
  2. Pil hvidløgsfeddene og hak dem fint.
  3. Smelt smørret i en anden gryde og lad det bruse op. Tilsæt mandler, spidskommen og hvidløg.
  4. Rist ingredienserne under omrøring i cirka 3 minutter over svag til medium varme. Pas på, at det ikke bliver svedent eller at hvidløgsternene bliver brune. Tag gryden af varmen, og stil til side.
  5. Skræl gulerødderne og snit dem fint. Skræl ingefærklumpen. Det gøres nemt med en teske af metal, hvor du skraber skallen af med kanten af skeen. Snit ingefæren fint.
  6. Befri den halve chili for kerner og de hvide hinder inden i chilien. Det er nemlig der, meget af styrken sidder.
  7. Tilsæt ingefær, gulerødder og chili til den varme oksekødsuppe og lad suppen simre under låg i 15-20 minutter eller til gulerødderne er helt møre.
  8. Blend suppen grundigt med en stavblender, eller hæld suppen i et blenderglas lidt efter lidt, hvor du holder på låget med et viskestykke. Pas på at den varme suppe ikke skaber overtryk i blenderglasset.
  9. Smag til med salt og peber.
  10. Fordel suppen i fire skåle og pynt derefter med en skefuld mandler og lidt af det varme, krydrede smør oven på hver portion.
  11. Server straks.

Velbekomme!

 


Tips

  • Det vil smage rigtig godt med et lækkert stykke brød til denne suppe. Du kan for eksempel bage dette dejlige og nemme suppebrød, som du kan forberede op til et døgn før I skal spise det. I opskriften på suppebrød kan du desuden finde en del gode tips til, hvordan du kan variere brødet. Du kan også prøve de knasende sprøde rugbrødscroutoner, som vil være en lækker kontrast til den cremede suppe med de søde noter fra gulerødderne.
  • Du kan smage suppen til med frisk limesaft. Det giver nemlig en skøn og mere kompleks smag med den syrlige lime. Du kan også servere en kvart lime pr person, så hver spisende selv kan smage suppen til. Hvis du kan lide et køligt strejf i din suppe, så kan du røre 1½ dl syrnet fløde eller skyr med den fintrevne skal af ½ limefrugt og servere det til suppen. 
  • Et grønt drys er altid lækkert på en suppe. Med alle de varme krydderier i suppen, vil frisk koriander være det perfekte match. Hvis du ikke er vild med koriander, så kan friskhakket persille også løse opgaven.

 

Vidste du...?

…at spidskommen ligner kommen, men at det er to vidt forskellige planter? Spidskommen er kendetegnet ved sin varme, aromatiske og meget markante smag – faktisk synes nogen, at den dufter lidt svedent. Planten hører egentlig hjemme i Mellemøstens rige og smagfulde køkken, men brugen af det lille frø har bredt sig til mange andre dele af verden som for eksempel Mexico og Indien, ofte i blandingskrydderier som karry og taco-krydderi. I denne opskrift er krydderiet et perfekt match til den milde gulerod og den hotte chili.

…at gulerødder fås i mange andre farver end orange, for eksempel gule, hvide, røde og lilla?

 

Brug hjemmelavet oksekødsuppe

Vi har lavet denne gulerodssuppe på en base af Mou Oksekødsuppe for at spare dig tid i madlavningen. Men hvis du har lyst og mod på det, kan du også lave oksekødsuppen helt fra bunden.

Opskrift på hjemmelavet oksekødsuppe