Rødbedesuppe med torsk og peberrod

(2 vurderinger) Min vurdering: 0

Rødbedesuppe med torsk og peberrod

  • 40 min.
  • 4 personer

Ingredienser

  • 1 pk. Mou Hønsekødsuppe, 1000 g
  • 500 g torskefilet
  • 300 g rødbeder
  • 2 spsk. vegetabilsk olie, f.eks. rapsolie
  • 1 rødløg
  • 1 spsk. spidskommen
  • 2 spsk. friskrevet peberrod
  • 3 fed hvidløg
  • Friskkværnet salt og peber
Print opskrift

Ildrød rødbedesuppe med fin, hvid torsk

Rødbedesuppen, eller Borscht, er nok en af de kendteste retter fra det østeuropæiske køkken.Traditionelt en tung og fyldig suppe, kogt på oksekød, rødbeder og masser af grøntsager, og som både serveres varm og kold.

Her har vi gjort rødbedesuppen lidt mere let og raffineret. Den ser dog stadig fuldstændig fantastisk ud med sin stærke røde farve. Og ikke alene er den smuk – den smager også himmelsk. Vi har her lavet en opskrift, hvor rødbedesuppen serveres med torsk og peberrod, der komplimenterer suppen rigtig godt. Se under ’Tips’, hvis du vil have nogle gode ideer til, hvordan du kan gøre suppen så flot og festlig, at du uden problemer kan servere dem som gæstemad til en god efterårsmiddag.

Rødbede har en lidt sødlig smag, og hvis du har brug for at balancere suppen, når du smager den til, kan vi anbefale at smage til med en anelse eddike. Bare ikke for meget!

Rødbedesuppen er kogt på base af vores Mou Hønsekødsuppe, som er en skøn, smagfuld suppe, kogt på hele høns, oksekraftben og urter i otte timer. Og det kan virkelig smages.

Velbekomme!

 


Sådan tilbereder du retten

  1. Åben pakken med Mou Hønsekødsuppe og læg den frosne suppe i en gryde. Sæt gryden over medium varme og opvarm suppen til kogepunktet.
  2. Skræl rødbederne og skær enderne af. Brug eventuelt handsker, hvis du gerne vil undgå røde hænder. Skær rødbederne i mindre tern.
  3. Skræl rødløget og skær det i tern.
  4. Varm olien op i en gryde og sauter løg og rødbeder i 8-10 minutter. Hæld vand over, så det næsten dækker. Lad rødbederne simre 15-20 minutter, til de er møre, når man prikker dem med en gaffel.
  5. Pil hvidløgsfed og hak dem groft med en kniv.
  6. Tilsæt spidskommen, hvidløg og den varme suppe. Lad suppen koge op.
  7. Blend suppen, enten med en stavblender eller i et blenderglas, til grøntsagerne er helt purerede. Hæld tilbage i gryden og smag til med salt og peber. Hold suppen varm.
  8. Skær torsken i fire stykker.
  9. Sæt en dyb pande over og hæld et par centimeter vand i samt en lille teske salt. Kog op. Skru ned igen, så vandet simrer, læg torskestykkerne i og skru helt ned for blusset. Lad simre i 4-5 minutter, til fisken er fast at røre ved – men ikke hård.
  10. Fordel suppen i fire dybe tallerkener, og læg et stykke torsk oveni. Pynt med revet peberrod, og server resten ved siden af. Serveres straks.

Velbekomme!

 


Tips

  • I denne suppe er der gang i nogle markante smage, og derfor vil det være rigtig lækkert med noget brød til, der også har lidt krudt i smagen. Må vi anbefale vores rugbrødscroutoner, hvor vi rister hele skiver af rugbrød i olie og drysser med kryddersalt? Rugbrød har en dejlig syrlig smag, som passer rigtig godt til den søde rødbede.
  • Hvis du vil gøre din rødbedesuppe ekstra luksuriøs, og give den et cremet touch, så prøv at røre den friskrevne pberrod op i 1½ dl creme fraiche 18% eller græsk yoghurt 10%. Det giver en virkelig pikant peberrodscreme, som passer perfekt til både den milde fisk og den aromatiske og lidt søde suppe.
  • Friskhakket dild vil være et skønt drys på denne suppe! Og du kan næsten ikke servere en flottere ret end kombinationen af den mørkerøde suppe med den kridhvide fisk og det friske grønne drys!

 

Hønsekødsuppe fra bunden – en god grundsuppe

Vi har lavet rødbedesuppen med Mou Hønsekødsuppe som base – men du kan også gå et trin videre og lave selve hønsekødsuppen fra bunden. Det tager længere tid, men så har du til gengæld en grundsuppe, du kan bruge som base i mange forskellige retter.

Lav hønsekødsuppe fra bunden

 

Vidste du...

…at Mou Hønsekødsuppe var den anden suppe, Mou sendte på markedet i sin tid – lige efter Mou Oksekødsuppe. Du kan høre Vera Mou fortælle historier om Mou her.

… at man også kan bruge Mou Oksekødsuppe til rødbedesuppe? Det giver suppen en mere vinteragtig smag. I så fald passer det bedre at erstatte fisken med lidt kogte kartofler.