
Vichyssoise - kold kartoffel-porre suppe
- 30 min.
- 4 personer
Ingredienser
- 1 pk. Mou Hønsekødsuppe, 1000 g
- 500 g bagekartofler, skrællede og skåret i tern
- 3 porrer, rensede og snittede
- 3 spsk. creme fraiche 18%
- 50 g smør
- 2 pk. Tulip Bacon i skiver
- 2 dl purløg, snittede
- Friskkværnet sort peber
Sådan tilbereder du retten
- Åben pakken med Mou Hønsekødsuppe og læg den i en gryde over medium varme.
- Varm suppen op. Når den er tøet, sier du urterne fra - gem dem til anden brug, som for eksempel i en gryderet.
- Gør grøntsagerne i stand. Skræl bagekartoflerne og skær dem i mindre stykker, på størrelse med en halv tændstikæske.
- Gør porrerne i stand. Vær sikker på, at du får alt sandet ud af hver enkelt porre – se vores "Tips" nedenfor! Snit porrerne i mindre stykker på cirka en centimeter.
- Smelt smørret i en gryde, stor nok til at kunne rumme suppen. Sautér kartofler og porrer, mens du vender rundt i grøntsagerne. Bliv ved i cirka fem minutter til grøntsagerne har fået lidt farve.
- Tilsæt Mou Hønsekødsuppe og lad det hele koge under låg i cirka 15-20 minutter, indtil kartoflerne er møre.
- Blend suppen med en stavblender, og tilsæt creme fraiche. Hvis du bruger et blenderglas, så tilsæt den varme suppe lidt efter lidt.
- Sæt suppen på køl nogle timer – eller varm den op igen, hvis du vil spise den varm.
- Rist Tulip Bacon på en pande eller i ovnen efter anvisningen på pakken.
- Server Vichyssoisen i kolde eller varme skåle og drys med bacon og purløg.
Du kan vælge at servere sprøde rugstave til suppen.
Velbekomme!
Tips
- Vi anbefaler at bruge bagekartofler, fordi de indeholder meget tørstof og nemt koger ud. Men du kan også bruge de fleste andre kartoffelsorter, dog måske undtaget aspargeskartofler.
- Creme fraiche kan erstattes af kaffefløde, madlavningsfløde eller piskefløde, hvis du ikke lige har creme fraiche i huset.
- Porrer helt uden sand og jord? Træk det yderste blad af porren og skær toppen af, hvor porren begynder at blive mørkegrøn. Flæk porren på langs ned til cirka midt på porren. Fyld en kande med vand, og dunk nu porren ned i vandet flere gange, med den flækkede del ned i vandet, til den er ren.
Vidste du...
…at vi mennesker har dyrket porrer i over 4.000 år? Tænk hvor meget kartoffelporresuppe, man kunne lave af alle de porrer
...at hønsekødsuppen var en af de første supper, som Vera og Sigurd Mou satte i produktion, da Mou så dagens lys?