
Butterdejsstænger med krydderier
- 20 min.
- 4 personer
Ingredienser
- 1 pl. frisk butterdej (ca. 130 g) eller to plader frossen butterdej á ca 60 g
- 2 spks. mælk
- 1 spsk. frisk rosmarin
- 1 tsk. havsalt
Sådan tilbereder du retten
- Tænd ovnen på 220 °C
- Optø butterdejen efter anvisningerne på pakken, hvis du bruger frossen butterdej
- Skær butterdejen i 16 lange, tynde stave, og læg stængerne på en bageplade, beklædt med bagepapir (se ’Tips’)
- Skyl og tør rosmarinen, og hak de grønne nåle fint
- Pensl butterdejsstængerne med mælk, og strø med hakket rosmarin og havsalt
- Bag butterdejsstængerne ved 220 °C i 6 minutter
- Lad butterdejsstængerne køle af i ganske kort tid, og server de lune stænger til suppen.
Velbekomme!
Tips
- I denne opskrift har vi krydret butterdejsstængerne med rosmarin, som giver en dejlig, kraftig krydret smag. Men du kan bruge en masse andre krydderier, og dermed tage butterdejsstængerne i lige præcis den retning, du har lyst til. Hvis du bruger oregano på stængerne, passer de rigtig godt til Mou Tomatsuppe, eller til nogle af de mange opskrifter, der tager udgangspunkt i tomatsuppen. Hvis du krydrer med sort peber eller en peberblanding, har du lækkert tilbehør til den kraftige klassiske Mou Oksekødsuppe. Og et drys af paprika eller barbecue-krydderi gør stængerne oplagte til Mou Gullaschsuppe.
- Du får en rigtig lækker variant af butterdejsstængerne, hvis du smører stængerne med en pesto af en slags, i stedet for mælk og rosmarin. Og der er frit valg på pesto-hylden, hvor du både kan række ud efter den klassiske basilikumpesto, den pikante rucolapesto eller den milde med persille. I så fald passer stængerne perfekt til nogle af de lyse og lette supper, som for eksempel Mou Aspargessuppe. Vælger du en rød pesto, vil butterdejsstængerne passe rigtig godt til Mou Græskarsuppe.
- Hvis du vil gøre lidt ekstra – og sjovt – ud af dine butterdejsstænger, for eksempel hvis du skal servere et godt måltid for gæster, så prøv at servere frøsnappere til suppen! I stedet for at skære butterdejen i 16 stænger, så nøjes du med at skære otte. Pensl begge sider med mælk, og drys hver side med noget forskelligt, for eksempel rosmarin, sesamfrø, birkes, en peberblanding eller revet parmesanost. Sno herefter hver stang et par gange, og læg på en bageplade. Giv hver ende et lille tryk mod bagepladen, og bag herefter i 10 minutter ved 220 °C. Det kan godt være, at snoningerne snor sig lidt op, men det smager skønt med de to forskelligt krydrede sider.
Vidste du…?
- …at butterdejen kom til Danmark fra Wien omkring år 1800 – og bare blev kaldt Wienerdej?
- …at hvis butterdejen er foldet optimalt, bør der være 144 vekslende lag af dej og smør, som skaber den lækre flagede struktur i den bagte dej.